Et vildt liv ender på rette køl

Da Allan blev henvist til os, vidste han, at det var hans sidste chance for at komme ud af sit massive misbrug. Han levede et meget hårdt liv og var bange for at ende sine dage i en ung alder pga. misbrug.

Allan var den mindste af 5 søskende og fra han var 12 år, boede han, som den sidste, hjemme hos sin psykisk syge mor. Faren havde han ingen kontakt til, og da han endelig fik det, døde faren ugen før Allan skulle besøge ham.

Det manglende opsyn gjorde, at Allans hashmisbrug startede, da han var kun 13 år. I en alder af 24 år, havde han prøvet alt indenfor stoffer og var samtidig blevet godt og grundigt kriminel (Læs Allans egen historie om hans liv, før vi mødte ham).

Allan havde ingen uddannelse, men i de perioder han ikke var helt væk på stoffer, lykkedes det ham altid, at få et job – som regel sort.

Sagsbehandleren giver grønt lys for sejlads

Vi mødte Allan første gang i maj måned til et møde med hans sagsbehandler i Albertslund kommune. Sagsbehandleren havde et stort ønske om at hjælpe Allan ud af hans misbrug og tilbød ham at komme ud at sejle, i et forløb hos os. Allan havde set frem til mødet og havde forinden afviklet det hele – lejligheden var sagt op, møblerne var væk og han var klar til at tage af sted.

”Københavneren” fik lidt af et kulturchok, da han skulle starte med at bo i vores lejlighed i Faaborg i dagene, før han skulle ud at sejle. Men han opdagede hurtigt, at os i provinsen også har et liv og forsøgte på bedste vis at leve livet i et andet tempo, end han plejede. Vi brugte en uges tid på at lære ham at kende og han fik samtidigt mulighed for at få stofferne ud af kroppen, før han skulle af sted.

De to første sejlture

Allans første sejltur var 3 uger ombord på et fragtskib, der sejler til Norge og Polen. Det var rigtig hårdt for Allan at undvære sine stoffer, men han oplevede, at hans hjerne begyndte at vågne op og fik en følelse af friskhed i kroppen – som han ikke havde haft de sidste 12 år.

Allan følte selv, at han ydede en stor indsats på skibet, men det var ikke skibets opfattelse, for de beskrev ham som urolig og utålmodig og sagde han sprang over, hvor gærdet var lavest mht. arbejde.

Da Allan kom hjem igen, sendte vi ham i praktik på værftet, så han fortsat kunne arbejde på at yde en ordentlig arbejdsindsats, men der gik kun et par dage før, han pludselig havde “en masse ting”, som han gerne ville “have styr på” og som kolliderede med den daglige arbejdstid fra 7 – 16, så det endte med, at han ikke kom mere nede på værftet.

Allan havde eventyr i maven og ville gerne sejle længere sydpå. Vi vurderede det var vigtigt at følge hans interesse og sendte ham ombord på et fragtskib i Bremen. Skibet sejlede både i Nord- og Sydeuropæisk farvand. Desværre havde Allan i den periode svært ved at falde til ro om natten, så han sov længe og kunne ikke rigtig arbejde om dagen, fordi han var træt. Efter en uges tid kunne han ikke længere klare at være der, så vi besluttede at tage ham af skibet, inden situationen udviklede sig – og det måske blev en dårlig oplevelse for både ham og besætningen.

Det var tydeligt, at Allan var skadet af sit hektiske liv med kriminalitet og misbrug. Overordnet set havde han utrolig svært ved at falde ned og leve et struktureret liv, hvor der også var plads til at levere en god arbejdsindsats.

Vendepunktet til søs

Vi blev enige om, at Allan måtte udvise mere stabilitet, før vi igen turde sende ham længere væk. Allan kom ombord på et skib, der sejler i nordisk farvand og det blev vendepunktet for Allan.

Kaptajnen var en ældre og meget direkte herre, som første dag fortalte Allan om “den smule” han måtte på skibet – og alt det han ikke måtte! Allan var temmelig sur over alle reglerne, men han indordnede sig alligevel og gav os begrundelsen på sms:

”Den gamle kaptajn skal ikke få skovlen under mig, med alle hans latterlige regler og pis og lort, som jeg skal finde mig i. Så jeg holder ud og gør det han beder mig om!“.

Det var tydeligt, at Allan følte sig temmelig presset, fordi han ikke havde fået bevist overfor os, at han var i stand til at arbejde. Derfor bed han i det sure æble og begyndte at arbejde – uden at brokke sig over opgaverne.

Endelig havde Allan lidt medvind og hans personlige udvikling gik for alvor i gang! Ude på havet fik han tingene på afstand og fik mulighed for at se sit liv i et andet perspektiv. Det gav ham en masse motivation til at ændre kurs, når han kom hjem.

Endelig sydpå med fragtskib

Da Allan igen kom hjem til Faaborg, fik han besked fra Søfartsskolen om, at han var blevet optaget på et hold, der startede til januar. Allan var lykkelig og kunne nu se en fremtid foran sig.

Nu hvor Allan var blevet mere samarbejdsvillig og havde bevist, hvad han kunne, turde vi godt sende ham med et skib til Sydeuropa. Efter en praktik i land som maler, kom Allan ombord på et større fragtskib, som skulle på en tur fra Norge til Tyrkiet og retur igen. Turen bød på mange udfordringer, men alt i alt gik det godt. Allan kom hjem sidst i december og var nu helt klar til at starte på Søfartsskolen.

Søfartsskolen

Vi fortsatte, som mentor for Allan under grundforløbet på Søfartsskolen, men det blev alligevel en større udfordring for Allan, end han havde forventet.

At skulle sidde stille, og samtidig modtage undervisning, var nærmest naturstridigt for Allan. Han havde svært ved at holde motivationen og fik mere og mere fravær – især i de sidste timer på dagen, hvor han ikke synes, at hans hoved kunne rumme mere.

Vi kæmpede for at holde Allans motivation oppe og indførte lektiehjælp, to aftener om ugen med en tidligere sømand, så Allan kunne indhente det forsømte og samtidigt få repeteret det pensum, de allerede havde været igennem på skolen.

Allan var meget bange for at dumpe til eksamen og det nederlag det ville være, så han var flere gange ved at give op og vi måtte virkelig arbejde med hans motivation og selvtillid. Op til midtvejsprøverne på skolen havde Allan på fornemmelsen, at han ville dumpe halvdelen af fagene, men han bestod dem alle og det var enormt vigtigt for hans selvtillid og motivation. Allan var vanvittig stolt af de karakterer han havde fået, og ville nu kæmpe for at gøre det endnu bedre til den rigtige eksamen.

Sidste halvdel af Søfartsskolen gik meget bedre, for nu havde Allan fået mere tro på sig selv, og vidste, at det nok skulle lykkes at bestå. Og rigtigt nok – Allan bestod og fik sit bevis midt i juni.

Allan får vendt skuden

Der var kun gået ét år siden vi mødte Allan for første gang. Det havde været en meget hård proces for os alle, men Allan havde efterhånden ændret på så mange ting, at han nu var klar til at tage kampen op med arbejdsmarkedet.

I sommeren fik Allan en kæreste – en type han aldrig før havde haft – en selvstændig kvinde med et barn, som havde styr på sin økonomi og sit liv. De holdt sommerferie sammen og flyttede i hus med have.

Allan fik job som sømand efter endt uddannelse og er nu et skridt nærmere sin drøm om en gang at blive kaptajn på et stort skib.

Måske kender du også en ung, der har brug for hjælp til en ny start?